Intelligens, C-niveau

Definition: Udtryk om potentialet for eller kompetencen til fx problemløsning, tænkning og det at tilegne sig ny viden. I dagligsproget bruges en lang række ord mere eller mindre synonymt med intelligens: anlæg, begavelse, evner, fornuft, forstand, talent, visdom.

Den traditionelle intelligensmåling eller såkaldte g-faktor blev beskrevet af den engelske psykolog Charles Spearman (1863-1945). Bag denne form for intelligens skulle ligge bag og påvirke vores evner til at løse opgaver på mange forskellige områder. Hans tanker danner baggrund for de klassiske intelligensprøvers bestræbelse på at måle en bestemt intelligenskvotient (IK), der jo så netop skulle være et mål for denne generelle intelligens.

David Wechsler (1896-1981), der har været med til at udforme nogle af de mest anvendte intelligensprøver, er påvirket af Spearman og definerer intelligens som en “generel kapacitet til at handle målbevidst, tænke rationelt og agere effektivt i sit miljø“. Man kan spørge, hvor Thorndikes sociale intelligens bliver af i denne definition. Det viser sig da også, at det primært er individets kognitive evner, herunder sproglige og logisk-matematiske evner, der bliver målt i de klassiske intelligensprøver. Det er ikke tilfældigt, at det er sådan. Disse evner er i særlig høj kurs i den vestlige kultur og opdyrkes og prioriteres i de vestlige samfunds skolesystemer. Der ligger desuden indforstået i teorierne om en generel intelligens, at der er tale om en medfødt intelligens.

IK (Intelligens Kvotient) er et mål for den “generelle kognitive evne” også kendt som Spearmans g – efter den forsker som først foreslog eksistensen af den generelle psykometriske (måling af mentale evner og færdigheder som oftest intelligens vha. prøver) baggrundsfaktor, eller bare g. Man kan definere intelligens som g eller man kan vælge sig en anden definition på intelligens. Det bliver en strid om ord.

Adgangskriteriet i Menza er et godt resultat i en IK-test, og det har “et eller andet med intelligens at gøre”, næsten lige meget hvilken definition man tager til sig som sin egen.

G er tilnærmelsesvis normalfordelt i befolkningen, og man måler den ved at designe tests, hvor man håber at de specifikke evner og målefejlene vil udjævnes. Det er også forskelligt i hvor høj grad g påvirker forskellige typer af opgaveresultater, så man forsøger at vælge opgavetyper hvor g spiller så meget med som muligt.

En IK-test er en test hvor man forsøger at få g til at have så stor vægt som muligt, og hvor de andre faktorer (f.eks. hukommelse, musisk sans, visualiseringsevne eller andet) er tilsvarende nedtonet. Det betyder ikke at de helt forsvinder, eller at målefejl ikke spiller ind, men statistisk set er en IK målt ved en standard IK-test et rimeligt godt mål for g.
Nogle gange siger man IK og nogle gange IQ

G eller IK/IQ?

G er normalfordelt i befolkningen, og man måler den ved at designe tests, hvor man håber at de specifikke evner og målefejl vil udjævnes.
Det er forskelligt i hvor høj grad G påvirker de forskellige typer opgaveresultater, så man forsøger at vælge opgavetyper hvor G spiller så meget med som muligt.

IK/IQ er en test hvor man forsøger at få G til at have så stor vægt som mulig og hvor de andre faktorer er tilsvarende nedtonet (Fx hukommelse, musisk sans, visualiseringsevne eller andet). Det betyder dog ikke at de helt forsvinder eller at målefejlene ikke spiller ind, men statistisk set er en IK målt ved en standard IK-test, et rimelig godt mål for G.

Hvad er normalfordeling, middelværdi og standardafvigelse (spredning)?

IK er normalfordelt. Lidt forenklet kan man udtrykke det på den måde at befolkningens IK grafisk kan udtrykkes i en klokkeformet kurve. Der er altså rigtig mange med en middel IK og langt færre med en høj eller lav IK. Normalt bruges en middelværdi på 100. Dvs. at gennemsnittet (og medianen) er 100 og at godt 2/3 af alle ligger inden for +/- én standardafvigelse. Hvis man måler IK med en middelværdi på 100 og spredningen udtrykkes som en standardafvigelse på 15 vil 2/3 af befolkningen ligge mellem 85 (100-15) og 115 (100+15) og kun ca. 2% vil ligge over 130 (og ca. 2% under 70).

Menza

IK/IQ er en måleenhed for den generelle kognitive evne. Adgangskravet i Menza er et godt resultat – over 130.

Gardner

Det er vigtigt at understrege, at g som man måler det i IK-tests på sin vis er mere fundamental end Gardners intelligenser.

G hænger meget sammen med Howard Gardners sproglige og logisk-matematiske intelligens, og hænger i nogen grad sammen med hans rumlige og musiske intelligens, det er usikkert hvor meget det har at gøre med interpersonel og intrapersonel intelligens, og det har næppe overhovedet noget at gøre med hans kinæstetiske intelligens.

Er g arvelig?

G er i et vist omfang arveligt, men det er ikke en simpel egenskab som sidder på et enkelt gen. Hvis man kender sin egen IK, kan man nogenlunde regne med at ens børns IK vil være normalfordelt omkring et punkt som ligger halvt så langt fra 100 som man selv ligger, med mindre specielle forhold gør sig gældende. En person med IK på 120 må altså forventes at få børn med IK normalfordelt omkring 110.

Miljøet har en stor betydning, men der er også noget der tyder på at arven har betydning. Menza har en tommelfingerregel for hvordan forældres IQ nedarves og Gardner henviser jo også til at forskellige intelligenser hører til forskellige steder i hjernen og derfor kan være nedarvet i en vis grad. Alle er også enige om at man kan træne sig til en hel del (miljø), men at vi ikke alle kan træne os frem til at spille fodbold som Laudrup (arv til dels).

Det fænomen, at den gennemsnitlige IKscore i en befolkningsgruppe kan stige, er blevet kaldt Flynn-effekten efter James Flynn, der gennem mange år har forsket i fænomenet.
Baggrunden for Flynn-effekten formoder man må være forbedrede uddannelsesforhold, en samfundsudvikling der generelt stimulerer de evner, prøverne måler, en bedre ernæringstilstand og ikke mindst en med tiden større tilvænning til de prøver, der anvendes.

Gardners definition af intelligens

At kunne tage ved lære af tidligere erfaringer samt at reagere hensigtsmæssigt i nye situationer.
Gardner tager afstand fra tidligere teoretikere (fx Sperman), som mener, at man har én intelligens, og at denne er overvejende genetisk betinget. Gardner mener man har 7 intelligenser (udvider senere dette til 8 og 9 (naturalistisk og eksistentialistisk), dog ikke medtaget i dette pensum)

Fibæk (professor ved Center for Grundskoleforskning) mener at Gardner er blevet så populær i Danmark,

  • Fordi han peger på nogle intelligenser, der ligger ud over de klassiske sproglig-matematiske.
  • Fordi G peger på, at alle har mennesker har nogle intellektuelle styrkesider (intelligenser) og at det er dem, der skal bygges på.

Kritik af G, der har været rejst går på:

  • Hans inddelinger i lige netop 7 intelligenser kan virke vilkårligt. Placeringen forskellige steder i hjernen bruger G som argument, men holder det nu? – måske har vi fx flere forskellige sproglige intelligenser, for der er jo forskellige former for sproglig afasi[1] afhængig af hvordan man er skadet.
  • Meget tyder på, at intelligenserne ikke er uafhængige af hinanden, fx er man god sproglig er man måske også god til matematik. Gardner mener derimod, at intelligenserne er adskilte. Derfor vil det ikke udvikle den matematiske intelligens, med en indsats rettet mod den sproglige intelligens i G’s forståelse.

Gardners intelligensbegreb skal både opfattes

  • Distribueret – hvilket vil sige, at det handler om evnen til at løse problemer ved hjælp at ydre hjælpemidler (pc, værktøj, bøger osv.), og situeret – hvilket vil sige, at evnen til at læse problemer afhænger af den situation vi befinder os i (regner på én måde i supermarkedet, og en anden måde i matematiktimen)

Gardners videnskabelige grundlag

Fire kriterier for at anerkende en intelligens som en del af teorien:

  1. Hver intelligens har et symbolsprog
  2. Udviklingen af intelligens – hver type har sin egen udviklingshistorie
  3. Hver intelligens er lokaliseret et bestemt sted i hjernen – skader i hjernen kan påvirke intelligensformen
  4. Hver intelligens har sine egne kulturelt værdsatte slutstadier

Derfor kan det være svært at måle intelligensen, da begrebet er så bredt og intelligensen udfolder sig i forhold til omgivelserne, kulturen og situationen.
Man kan ikke undervise i intelligens, for det er et potentiale eller evne til at løse problemer. ‘Skolefag’ er noget andet end intelligens. Fx kan man undervise i sprog, men ikke i sproglig intelligens. Intelligensbegrebet hos G giver således ikke svar på, hvad skolens undervisning skal indeholde (didaktik) – men derimod om metoden for indlæring / læringsstile, fx højtlæsning, læring med hjælp af kroppen, visuel læsning osv.

Fibæk mener ikke, at Gardner har ret i, at alle intelligenser skal ligestilles, men derimod, at den sproglige intelligens bør have en særlig status.
Men Gardner har ret i – mener Fibæk – at skolen skal introducere børn og unge til de herskende tanke- og kultur-former, altså at være alment dannende. Skolen skal passe på med at overdynge med fagkundskaber, i stedet for, at eleverne lærer de grundlæggende metoder og begreber indenfor fagene. Det betyder, at når man er udenfor skolen, så har man ingen redskaber til at løse de problemer man stilles overfor.

Med hensyn til læring er det nødvendigt, at der undervises med så varierede metoder som muligt, og med mulig differentieret undervisning (fordi vi har forskellige måder at lære på afhængig af vores intelligens – ‘læringsstile’.)

Børn med særlige forudsætninger – “Gifted children”

I de senere år er der kommet stadig mere fokus på børn med særlige forudsætninger eller “Gifted children”, som de hedder på engelsk. Det er børn, der tilsyneladende er født med særlige evner på et eller flere områder. Det er bestemt ikke en ensartet gruppe. Men ofte hæfter forældre eller lærere sig tidligt ved deres fremmelige udvikling. De kan f.eks. være langt foran deres jævnaldrende med hensyn til sprog, de er måske gode til at tænke abstrakt, er diskussionslystne, har en fantastisk fantasi, en utrolig hukommelse, kan hurtigt tilegne sig vanskelig viden, eller de har en tendens til at fordybe sig i bestemte emner i lang tid. Nogle af disse børn klarer sig godt i skolen. De er dygtige til det faglige, socialt kompetente og deres store problem er ofte, om skolen kan tilbyde dem optimale udfordringer.

Men der er også nogle, der får store problemer i skolen. De bliver måske mobbet af andre elever, fordi de skiller sig for meget ud, eller de trækker sig måske selv ud af fællesskabet med de jævnaldrende, fordi de oplever, at de er anderledes eller er optaget af andre ting end dem. De kan være utålmodige med andre, der ikke tænker på samme måde, som de selv gør. De kan blive irriteret over, at andre afbryder dem, når de er allermest fordybet i en ting. De søger måske voksne eller ældre børn i stedet for jævnaldrende for at få mere intellektuelt modspil. De er måske mentalt fraværende i timerne, fordi undervisningen ikke er udfordrende nok. De særlige evner, de har på et eller flere områder, matcher måske ikke skolens undervisning særlig godt.

Der er desuden nogle af disse børn, der nok har særlige forudsætninger på enkelte områder, men i lige så udpræget grad mangler forudsætninger på andre. De er måske gode til at tænke abstrakt og formulere sig sprogligt, men mangler så til gengæld sociale kompetencer.

Man taler i den forbindelse om asynkronien i disse børns udvikling og personlighed. Fagligt kan de fungere særdeles kompetent inden for deres bestemte interesseområder og er meget længere fremme end deres jævnaldrende, hvorimod de på det sociale område slet ikke har udviklet en alderssvarende modenhed. Endelig er nogle af børnene for alvor i en risikozone, fordi de også lever med mere eller mindre skjulte handicap som dysleksi, opmærksomhedsforstyrrelse, ADHD eller Aspergers syndrom.

I de senere år er der oprettet skoler for børn med særlige forudsætninger. Det er skoler, der ikke blot ønsker at udfordre børnene rent fagligt, men også ønsker at skabe trygge rammer for denne særlige gruppe og udvikle deres sociale kompetencer.

Følelsernes intelligens

Daniel Goleman, psykolog og ophavsmanden til begrebet følelsesmæssig intelligens (FI), var i København i 2001, hvor han samlede knap 300 mennesker til en konference om, hvordan virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner kan blive bedre til at bruge FI i hverdagen.

I 1995 udkom Daniel Golemans bog Følelsernes intelligens, hvori han, i lighed med Howard Gardner, ønsker at udvide vores forståelse af, hvad intelligens er, til også at omfatte følelsesmæssige og sociale kompetencer. Det er ikke en ny bestræbelse, men det er først i vores tid, at dette alternative syn på intelligens for alvor er slået igennem indenfor intelligensforskningen.
Goleman gør i bogen rede for, at den følelsesmæssige intelligens er uhyre vigtig i det sociale liv, fordi den gør os i stand til at være opmærksomme både på andres og på vores egne følelser. Vi kan være uhyre intelligente på det sproglige og logisk-matematiske område og score højt i de klassiske intelligensprøver, men vi kan alligevel få store problemer med at håndtere vores dagligdag og det praktiske liv, hvis ikke vi samtidig er i besiddelse af en følelsesmæssig intelligens. Til bestemmelsen af hvad følelsesmæssig intelligens er, inddrager Goleman psykologen Peter Saloveys, der lader den følelsesmæssige intelligens omfatte fem hovedområder.

  1. At kende sine følelser mens de optræder. Det vil sige, at have evne til at genkende sine følelser og overvåge dem fra det ene øjeblik til det næste. Det er ifølge Goleman af afgørende betydning for ens selvforståelse. Er vi ikke i stand til at genkende og mærke vores følelser, når de opstår, er vi heller ikke i stand til at lytte til dem, tale om dem med andre eller inddrage dem i vigtige beslutninger i vores liv. Ofte er de intuitive fornemmelser, vi har af en situation, afgørende for en korrekt bedømmelse af den.
  2. At kunne styre sine følelser. Det vil sige evnen til at berolige sig selv, lægge en dæmper på sine aggressioner eller ryste frygt eller en nedtrykt stemning af sig. Mennesker, der ikke er gode til styre deres følelser, er alt for ofte i følelsernes vold og kæmper ofte konstant med bekymringer eller med en ukontrollabel vrede.
  3. At kunne motivere sig selv. Her drejer det sig om evnen til at kunne forfølge et mål, at koncentrere sig om det, man er i gang med. Det vil ofte være betinget at evnen til selvbeherskelse og impulskontrol, så man fokuserer på det vigtige, på de planer man har lagt, og ikke forstyrres af uvedkommende ting. Men der findes også oplevelser af fuldstændig opslugthed af en opgave, af flow, som det ofte kaldes, der ikke kræver selvbeherskelse, men hvor motivationen hele tiden forstærkes af ens egen dygtighed og glæden ved at tingene lykkes. Flow-oplevelsen bliver ofte beskrevet som en ekstatisk eller legende tilstand, hvor mennesker glemmer sig selv og er fuldkommen opslugt i det, de laver.
  4. At kunne genkende følelser hos andre. Et andet ord er empati – det vil sige evnen til at indleve sig i andres menneskers følelser og være lydhøre overfor, hvad andre har af behov og ønsker. Det er en parallel til Gardners interpersonelle intelligens. Denne evne gør mennesker bedre i stand til undervisning, omsorgsarbejde, salgsarbejde og ledelse, siger Goleman.
  5. At kunne omgås andre. Det er en evne, der i stor udstrækning bygger på to af de foregående evner, nemlig at man kan styre sine egne følelser og har empati for andres. Har man disse evner, kan man fungere effektivt i de sociale samspil med andre, man kan gøre andre mennesker trygge, man kan påvirke dem og inspirere dem, men mangler man dem, kan nok så mange intellektuelle færdigheder på andre områder ikke opveje det. Der findes visse fremvisningsregler for følelser, der er vigtige at kende, når man skal være sammen med andre. I nogle kulturer skal man undertrykke sine følelsesmæssige udtryk mere end i andre – det gælder især i den japanske kultur. I andre kulturer skal man måske erstatte en følelse med sin modsætning, som når man i asiatiske kulturer betragter det som uhøfligt at sige nej og i stedet siger ja og dermed ønsker at understrege sine positive hensigter. Behersker man sin kulturs fremvisningsregler for følelser, vil det lette det sociale samspil med andre.